HM Entreprenør A/S bliver hjertesponsor

18. august 2017 - Fra AC Horsens hjemmeside:

AC Horsens introducerede konceptet med hjertesponsorer i slutningen af juni, og siden har otte virksomheder valgt at takke ja til et hjertesponsorat.

HM Entreprenør A/S bliver nu den niende virksomhed, der kommer med i kredsen af hjertesponsorer.

Entreprenørvirksomheden, der snart flytter hele maskinparken, vognmandsforretningen og 150 medarbejdere fra Glud til en 48.000 kvadratmeter stor grund på Orionvej i Horsens Syd, har tegnet et treårigt hjertesponsorat på 250.000 kroner årligt.

- Vi er både glade og taknemmelige for HM Entreprenørs flotte sponsorat, og herfra skal selvfølgelig lyde en kæmpe tak. HM Entreprenør har med hjertesponsoratet valgt at støtte byens fodboldflagskib, og der er ingen tvivl om, at det er med til at gøre en forskel for os, fortæller AC Horsens’ bestyrelsesformand Bo Pinholt.

Michael Mortensen er indehaver af HM Entreprenør A/S, og han fortæller her om baggrunden for virksomhedens hjertesponsorat i AC Horsens:

- Vi er i fuld gang med at flytte til Horsens, og vi vil gerne støtte lokalsporten. Det er vigtigt for Horsens som by, at vi har et hold i Superligaen, og der bliver udviklet egne spillere via en god talentudvikling, så det vil vi gerne støtte op om, fortæller Michael Mortensen.